Pressemeddelelse:

Ny erhvervschef fundet til Mariagerfjord Erhvervsråd

 Den 1. april tiltræder Michael Christiansen som ny erhvervschef ved Mariagerfjord Erhvervsråd. Michael Christiansen bor i Hobro og har flere års ledelseserfaring, bred erfaring med erhvervsfremme og et stærkt lokalt og regionalt netværk.

Et enigt ansættelsesudvalg har peget på Michael Christiansen som Mariagerfjord Erhvervsråds nye erhvervschef.

”Michael har en stor erfaring – både lokalt og regionalt - med erhvervsfremme og har de seneste år haft tæt kontakt til såvel Mariagerfjord Erhvervsråd som til en del af virksomhederne i vores område, og vi ser frem til samarbejdet”, fortæller Franz Cuculiza, som er formand for Forretningsudvalget i Mariagerfjord Erhvervsråd, og fortsætter: ”Michael har ligeledes et bredt og stærkt netværk hos virksomheder og vigtige samarbejdspartnere i Mariagerfjord Kommune. Vi ser derfor med stor glæde frem til, at Michael yder sit væsentlige bidrag til at fortsætte og forstærke Mariagerfjord Erhvervsråds vigtigste hovedopgaver, som er aktiv erhvervsfremme og professionel erhvervsservice.”

Erfaringer med erhvervsfremme lokalt og regionalt

Michael Christiansen har flere års ledelseserfaring fra University College Nordjylland og kommer senest fra en stilling som chefkonsulent inden for erhvervsområdet ved Mariagerfjord Kommune, hvor han bl.a. har medvirket til den fremadskuende, kommunale erhvervspolitik, der også danner ramme for Erhvervsrådets strategi. Michael har allerede et godt samarbejde med Erhvervsrådet og kommer således med et solidt kendskab til Erhvervsrådets aktiviteter og vilkårene for at motivere iværksætteri samt understøtte vækst og udvikling hos områdets virksomheder, ligesom han også er aktiv i brandinggruppen ’NOGET for Livet’.

”Jeg er glad og taknemmelig for som erhvervschef at få muligheden for at kunne bidrage til at skabe yderligere vækst og udvikling i områdets virksomheder”, udtaler Michael Christiansen og tilføjer, at der allerede er et godt udgangspunkt for arbejdet.

 ”Mariagerfjord Erhvervsråd har en stærk tilslutning fra områdets virksomheder med næsten 500 medlemmer. Derudover er der i kommunen mange solide, veldrevne og udviklingsorienterede virksomheder, området har en god beliggenhed for indpendling af arbejdskraft, og der er en stærk tradition og kultur for stor iværksætteraktivitet. Jeg ser frem til, sammen med det dygtige hold af medarbejdere hos Erhvervsrådet, fortsat at servicere virksomhederne med kvalificeret og professionel erhvervsservice.”

Stærkt lokalt og regionalt netværk

 Michael har igennem de seneste år også engageret sig i lokale erhvervsnetværk samt haft en stor kontaktflade med lokale virksomheder igennem sine opgaver. Via engagement i Business Region North Denmark og Indstillingsudvalget for Vækstforum Nordjylland, samarbejde med uddannelsesinstitutioner mv. har han oparbejdet et godt netværk blandt relevante aktører i Nordjylland, som der også skal samarbejdes med i Mariagerfjord Erhvervsråd.

”Erhvervsrådet vil også i fremtiden arbejde tæt sammen med Mariagerfjord Kommune, lokale virksomheder samt regionale og nationale samarbejdspartnere for både at løse konkrete udfordringer og for at skabe nye muligheder for vækst og udvikling for virksomheder i Mariagerfjord-området. Jeg ser frem til samarbejdet og til at lære områdets virksomheder endnu bedre at kende,” udtaler Michael Christiansen.

< Find flere nyheder